lørdag den 31. august 2013

Sukkerfri cookies

Disse cookies er lækre, og så er de helt uden sukker og mel! Det kræver så sødemidlet sukrin gold, men når man kan få lækre, sunde og sukkerfri cookies, der næsten smager som de syndige af slagsen, så synes jeg altså godt det kan betale sig at købe sukrin gold. Sukrin gold kan købes i helsekostbutikker. Jeg må dog ærligt indrømme at verdens bedste cookies stadig laves efter denne opskrift. Men hvis man ikke kan tåle/ikke har lyst til at spise sukker og mel, så er disse et formidabelt alternativ, for de smager altså syndigt!


Sukkerfri cookies (10-12 cookies)
Ingredienser:
100g blød smør
½ dl sukrin gold
2,25 dl fint mandelmel (kan laves af 100g mandler)
2 lidt små æg
1½ dl havregryn
1 tsk bagepulver
Ca 1 tsk vanillepulver eller en del drej på vanilletwister
50g mørk chokolade med høj kakaoprocent

Fremgangsmåde:
- blend mandlerne i en minihakker eller lign. så det bliver til meget fint mandelmel
- bland bagepulver og vanillepulver godt rundt i mandelmelet
- pisk smør og sukrin gold godt med elpisker
- pisk et æg i massen af gangen
- rør nu mandelmel-blandingen og ægge-blandingen sammen
- knæk chokoladen i mindre stykker (eller hak det groft med en kniv) og bland i dejen
- til sidst tilføjes havregryn til dejen har en god konsistens!
- lav 10-12 dej-kugler og læg dem på bageplade med bagepapir på og tryk dem lidt flade (der kan max være 6 stk pr. plade)
- bag i ovn ved 175 grader varmluft i 15-20 minutter


Charlotte

fredag den 30. august 2013

Hvidløgs-krydder "pull-apart" brød

Dette "pull-apart" brød er sååå lækkert! Dog er det totalt syndigt og rimlig usundt, som meget af maden er her i Australien. Men jeg synes simpelhen, jeg ville dele denne opskrift med jer alligevel! Dette brød passer perfekt til alle madretter som tilbehør. Hernede spiser de det også bare som snack i løbet af dagen. Dette brød er virkelig godt! Super blødt i midten, men så sprødt på ydersiden! Og smørret giver lige prikken over i'et i lækkerhed! :-)


Hvidløgs-krydder "pull-apart" brød
Ingredienser dej: 
450 lunkent vand
40 g gær
2 spsk salt
750 hvedemel (450 g kan erstattes af fx spelt mel)
100 g olivenolie

Ingredienser hvidløgs-krydderssmør: 
250 g smør
3 fed hvidløg
frisk dild
frisk persille
frisk basilikum


Fremgangsmåde: 
- vand, salt, gær, mel og olie blandes i en skål og der røres godt til det er en fast dej
- lad dejen hæve i ca. 1 time (indtil dejen har fordoblet sig)
- imens laves smørret (der kan evt bare benyttes færdiglavet krydder eller hvidløgssmør eller begge dele)
- smør: hak alle krydderurterne i en minihakker eller ligende og bland det med smørret
- tænd ovnen på 180 grader varmluft
- smør en springfrom ca. 24 cm. ind i smør eller olie
- slå dejen ned
- rul den ud til en rektangel, som er ca. 5 cm tyk
- skær dejen ud i 4-5 lange strimler
- smør smørret på strimlerne og fold strimlerne som en mussetrappe
- denne mussetrappe kommes ned i springformen
- dette gentages således at springformen ender med at blive fyldt hele op
- slutteligt smøres lidt smør på toppen af dejen, og brødet bages i ovnen i ca. 40-45 min. eller til den er let gyldent på toppen
- lad brøddet køle af i ca. 5 min. inden servering




Bettina

torsdag den 29. august 2013

Yndlings syndigt-sunde kakao müslibarer

I mandags startede jeg i skole, og derfor måtte der jo laves en forholdsvis sund snack, til de hårde eftermiddags-timer, hvor hovedet er godt brugt, og energien er i bund. Vi har tidligere lavet disse og disse müslibarer af næsten samme opskrift, men til ære for denne fantastiske opskrift, kommer der her endnu en udgave :-) Disse müslibarer smager helt vildt syndigt selvom det eneste usunde, de indeholder, er kondenseret mælk! Jeg anser disse for at være nogenlunde sunde, da de:
1) mætter helt vildt godt og længe
2) er fyldt med gode næringsstoffer fra frø/nødder/gryn/kerner
3) tilfredsstiller min søde tand, så jeg ikke ender med at spise noget, der er rigtig usundt!


Med kondenseret mælk og lidt nødder, kerner, gryn og frø kan ALLE lave virkelig lækre müslibarer selv, og de smager så meget bedre end dem man køber! Jeg har aldrig haft held med müslibarer med honning, sirup eller dadler som binde-/sødemiddel, da de aldrig kom til at hænge ordentligt sammen, så hvis du har samme problem, så prøv denne opskrift!

NB: du kan bruge de frø, kerner, gryn og nødder, som du har i skabene, eller bruge dem der er dine yndlings, men bare sørg for at have omkring 600-650g i alt. Hvis du ikke tilsætter havregryn, så kan det være en fordel at blende/hakke alle de tørre ingredienser groft og tilsætte min. 50g ekstra af en tør ingrediens.

Yndlings syndigt-sunde kakao müslibarer
Ingredienser:
150 havregryn
150 solsikke kerner
100 hørfrø
50 kokos
50 mandler
4 spsk kakao
50 tranebær
50 sesamfrø
1 dåse kondenseret mælk (ca. 400ml) (kan også købes i en sukkerfri version)

Fremgangsmåde:
- blend havregryn, solsikke kerner, hørfrø, kokos og mandler i en minihakker til mandlerne er groft hakkede (dette behøves ikke, hak evt bare mandlerne groft)
- hæld i en skål
- tilføj kakao, tranebær og sesamfrø til skålen og rør lidt
- hæld nu en dåse kondenseret i en lille gryde og varm denne ved middel temperatur indtil den begynder at koge (boble) lidt
- herefter hældes den varme kondenserede mælk ned til de tørre ingredienser, og der røres godt til alt er vådt
- fyld massen i en bradepande beklædt med bagepapir og klap den lidt flad
- sæt i en ovn ved 150 grader varmluft i 50 minutter
- lad nu køle i 15 minutter hvorefter massen skæres i passende stykker med en skarp kniv


Charlotte

onsdag den 28. august 2013

Græske kartofler i ovn

Normalt forsøger jeg at undgå kartofler lidt...men engang imellem er det okay at synde! Så i dag stod den på græske kartofler, og de blev super lækre. Jeg elsker især den syrlige smag af citron blandet med det salte. Disse græske kartofler er en rigtig god smagsoplevelse, og de får en til at mindes sol og varme!

Græske kartofler i ovn
Ingredienser:
Ca. 1 kg kartofler
1 citron
5 spsk oliven olie
2 fed hvidløg
3 spsk tørret rosmarin
3 spsk oregano
Salt
Peber

Fremgangsmåde: 
- tænd ovnen på 200 grader
- vask og snit kartoflerne i både
- kom dem i et ovnfast fad
- pres citronen i en citronpresser, og hæld saften jævnt over kartoflerne (bland evt. citronsaften med olien, sådan så det bliver ligeligt fordelt)
- slutteligt presses hvidløgene med en hvidløgspresser
- drys hvidløg og krydderier over kartoflerne
- bag kartoflerne ved 200 grader varmluft i ca. 1 time
- nyd kartoflerne med det samme med græske bøffer eller ligende


Bettina

tirsdag den 27. august 2013

Sukkerfri bønne cupcakes

Ja, disse kager lyder frelste og mærkelige, men de er virkelig gode, sunde og mættende! Det lyder mærkeligt med bønner i kage, men da de bliver blendet helt fint, erstatter de egentlig bare mel og lidt sukker, samtidig med at de gør kagerne dejligt svampede...så så mærkeligt er det nu heller ikke :-) Bønnerne er købt i en helsekost forretning, da jeg ikke har kunne finde sorte bønner andre steder. Bønner er generelt ret søde i sig selv, så der skal ikke tilsættes meget sukker, hvilket jo helt klart er en fordel. Jeg har her brugt Sukrin+ (et sødemiddel som består af bl.a. stevia), men du kan sagtens bruge almindelig sukker - jeg har også skrevet mængden af almindelig sukker i opskriften, for selv med almindelig sukker er kagerne meget sunde, lækre og mættende. Kagerne er selvfølgelig ikke helt sukkerfri, hvis man, som jeg, tilføjer en god klat glasur, men jeg havde simpelthen ikke tid eller ingredienser til at lave en sukkerfri frosting den pågældende dag. Hvis der skal sukkerfri frosting på toppen, vil jeg helt klart anbefale denne frosting eller måske en klat hindbær-flødeskum.


Bønne cupcakes (inspiration: Louisa Lorang, bliver 12-16 almindelige cupcakes)
Ingredienser:
200 g kogte sorte bønner
100 g blødt smør
50g Sukrin + (eller 100 g almindelig sukker)
100 g smeltet, mørk chokolade med høj kakaoprocent
½ dl kakaopulver
1 knsp salt
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
5 stk æg

Glasur (flormelis, vand, pastafarve)
Pynt (kokosmel, pastafarve og en dråbe vand)



Fremgangsmåde:
- iblødsæt bønnerne i min. 10 timer
- kog bønnerne i min 30 minutter (gerne 45minutter, så de er godt møre)
- lad bønnerne køle helt af
- blend bønnerne i en minihakker eller blender
- kom smør ned til bønnerne, og blend så det bliver en klistret men glat og samlet masse
- tilføj Sukrin+/sukker og blend godt igen
- smelt chokolade i mikrobølgeovn/vandbad
- her skiftede jeg til en skål og elpiskeris, men hvis din minihakker eller blender ikke bliver ligeså varm som min minihakker blev, så kan du bare fortsætte med blender/minihakker
- tilføj den smeltede chokolade og blend eller pisk
- bland kakao, salt, bagepulver og natron sammen så det er godt blandet
- tilføj disse tørre ingredienser til kagemassen og blend eller pisk godt
- blend eller pisk nu æggene i kagemassen ét ad gangen (pisk grundigt efter hvert æg!)
- fyld kagemassen i 12-16 muffinforme (fyld formene lidt mere end 2/3 op) 
- bag kagerne ved 185 grader i 25-35 minutter
- lad dem køle af
- lav en glasur eller frosting
- pynt kagerne med en klat glasur/frosting og drys fx med farvet kokosmel




Charlotte

mandag den 26. august 2013

Rodfrugter i ovn a la Australien

Jeg savner danske rodfrugter og især rødbede, som nok er min ultimative yndlings-rodfrugt! Men rødbede kan man desværre ikke få her i Australien, men jeg tænkte, at jeg alligevel skulle prøve at give Australiens rodfrugter en chance. Det gjorde jeg så, og de blev super lækre, sprøde og fulde af smag pga. krydderierne. De faldt i rigtig god jord, og de endte alligevel op med at minde mig en del om Danmark, så det var jo meget dejligt! :-)


Rodfrugter i ovn ala Australien
Ingredienser: 
1/2  kålrue (ca. 250 g)
1 stort rødløg
5 mellem store kartofler
4 store gulerødder
1 stykke batat (sød kartoffel, se billedet)
3 fed hvidløg
Ca. 1/2 dl oliven olie
Paprika
Karry
Salt
Peber
2 spsk sesamfrø
NB: Til jer i DK så kom endelig rødbede i blandt rodfrugterne!


Fremgangsmåde: 
- tænd ovn på 200 grader varmluft
- vask alle ingredienserne og snit dem i små stave
- kom dem i en skål eller endnu bedre en stor pose
- kom olie og krydderier i og ryst/rør det hele godt rundt
- kom rodfrugterne på en bageplade beklædt med bagepapir
- drys sesamfrø med let hånd over bagepladen
- kom rodfrugterne i ovnen i ca. 40-45 minutter eller til de er gyldne og tilpas sprøde
- nyd dem med det samme som tilbehør til fx kød (jeg serverede mine med linse bøffer og soya som dressing)

Bettina

søndag den 25. august 2013

Melfri frø-knækbrød med dild

En veninde tippede mig om denne knækbrøds-opskrift, som hun fortalte gav de bedste knækbrød, og så måtte jeg jo afprøve den! Opskriften er uden mel, men der skal heller ikke mærkelige ingredienser (så som HUSK loppefrøskaller) i, hvilket jeg synes er et plus. Nogen gange er det altså rart, at man kan nøjes med at købe alle ingredienserne i Netto :-) Eneste minus er, at "dejen" skal stå i 4 timer, og at knækbrødene skal bage i 5-7 timer. Men tiden du står i køkkenet er jo minimal! Jeg havde faktisk knækbrødene i ovnen i et par timer (ved 50grader). Den lange bagetid gør knækbrødene helt perfekte og sprøde :-) Jeg tror nu stadig, jeg er mere til knækbrød med mel i og altså disse yndlings, men disse frø-knækbrød bliver helt sikkert også bagt igen, for de ér lækre, og så mætter de virkelig godt!


Melfri frø-knækbrød med dild (inspiration: Årstiderne, 2 bageplader)
Ingredienser:
2 tsk ramsløgssalt eller anden salt
½ dl græskarkerner
½ dl solsikkekerner
1 dl sorte sesamfrø (almindelige hvide kan også bruges)
2 dl hørfrø
1/4 bundt dild eller en anden lækker krydderurt 
4 dl vand
Fremgangsmåde:
- bland alle ingredienserne sammen i en skål og rør godt
- lad stå i 4 timer hvor der røres engang imellem 
- efter de 4 timer skal massen gerne være klistret (hvis dejen er for tør så tilsæt mere vand)
- smør dejen helt tyndt ud på bageplader beklædt med bagepapir
- bag knækbrødene ved 50-75 grader i ca 5-7 timer til de er tørre og sprøde (mine fik 7 timer ved 50grader)
- lad dem køle af
- bræk dem i passende stykker
- opbevar i en kagedåse eller en lufttæt beholder


Charlotte

lørdag den 24. august 2013

Linse-bøffer

I dag følte jeg ikke helt for kød... sådan nogle dage har jeg engang i mellem. Desuden havde jeg set en opskrift på linsebøffer, som jeg tænkte, jeg også selv ville give et forsøg. Disse linsebøffer blev et stort hit, da de er fulde af smag og utrolig sprøde på ydersiden. Et lille problem var dog, at de var rimelig mættende, dvs. man ikke helt kunne spise så mange, som øjet havde lyst til, men det er jo bare godt ;-)



Linse-bøffer (ca. 20 linse-bøffer, inspiration: thefoodclub)
Ingredienser: 
4 dl røde linser (tørre)
4 dl vand
1 limefrugt
1 stor rødløg
3 fed hvidløg
4 forårsløg
15 spsk havregryn
1 tsk karry
1 god håndfuld cashewnødder
2 tsk sesamfrø
Salt
Peber


Fremgangsmåde:
- bland linser og vand i en gryde
- kog blandingen op i ca. 15 min. under omrøring
- lad de kogte linser køle af
- hak løg, forårsløg, hvidløg og cashewnødder og kom det i en skål med de kogte linser
- pres limefrugten og tilsæt saften i skålen
- tilsæt havregryn og æg, og rør godt i blandingen
- tilsæt krydderierne og rør godt (farsen skal gerne være ligesom frikadellefars)
- form farsen som små faste bøffer, og rul dem i sesamfrø
- steg dem på panden i olie ved middel varme indtil de er sprøde, faste og lysebrune på kanterne
- server med det samme eller frys dem ned


Bettina

fredag den 23. august 2013

Sukkerfri solbærsaft

Da min kæreste forleden dag kom hjem med en solbærmost, skulle jeg jo lige smage den :-) Og pludselig kom jeg i tanke om en pose solbær fra farmor og farfar, der lå i min fryser! Derfor kom jeg til at koge en portion solbærsaft, imens vi var igang med at lave aftensmad. Jeg valgte her at bruge stevia sukker, så vi med lidt bedre samvittighed kan drikke saftevand hver dag, så vi når at drikke saften inden den ikke længere kan holde sig ;-) Solbærsaften blev lækker og ikke for sukkersød, og så smager den skønt af solbær! Det er umiddelbart ikke til at smage, at der ikke er tilsat sukker, og jeg er ellers ikke sådan lige at stille tilfreds med sødemidlers smag. Det er som om, at solbær-smagen kommer mere til sin ret fordi saften ikke er hvinende sød, men kom evt mere sukker i hvis du mest er til en meget sød saft :-)


NB: jeg har i opskriften også skrevet den mængde almindelig sukker, som min mængde sødemiddel svarer til :-)

Sukkerfri solbærsaft (ca. ½ liter koncentreret saft)
Ingredienser:
300g solbær
6 dl vand
50g stevia sukker (eller 100g almindelig sukker)

Fremgangsmåde:
- kog solbær og vand til alle bærene er udkogte (ca. 30 min kogetid ved svag varme, så kan det passe sig selv)
- si bærene fra
- hæld nu den siede saft i en ren gryde og lad det koge igen
- tilsæt stevia (eller sukker) og lad koge 10 minutter (hvis der kommer skum på toppen fjernes dette)
- skold en flaske med kogende vand og lad den tørre nogle minutter
- herefter hældes den varme saft i flasken
- sæt en prop lavet af køkkenrulle i flaskens hals og lad køle nogle timer på køkkenbordet hvorefter flaskens rigtige prop/låg sættes på og flasken kommes i køleskab
- blandingsforholdet er ca. 1:3 men prøv dig frem




Charlotte 

torsdag den 22. august 2013

Kokos cupcakes med hindbær-lime frosting

I mandags var det "cupcake day" i Australien, hvilket jeg tager meget seriøst, fordi det jo netop er en chance for at være i køkkenet og bage lækre cupcakes! Disse cupcakes var et hit pga. smagen, den eksotiske smag fra kokos og lime, og den søde og friske hindbær frosting! Kagerne er utrolig lækre og fulde af smag. En perfekt kombination efter min mening :-) 


Kokos cupcakes med hindbær-lime frosting (12 cupcakes)
Ingredienser kage: 
1 cup hvedemel
2 tsk bagepulver
1 cup kokosmel
1/4 cup Natvia sukker (Stevia)
1 cup mælk (jeg brugte sødmælk)
2 æg
1 spsk vanille essens
1 knivspids salt
125 g smør eller endnu bedre kokosolie

Ingredienser frosting:
80 g frosne/friske hindbær
100 g smør
1/2 limefrugt
200 g flormelis
1 knivspids salt


Fremgangsmåde:
- tænd ovn på 180 graders varmluft
- bland hvedemel, bagepulver, natvia/stevia og kokosmel og rør det godt
- smelt smør i mikrobølgeovnen eller i en gryde
- kom den smeltede smør i skålen med æg, mælk, vanilleessens og salt, og rør det hele godt
- kom dejen i cupcake forme, og bag dem i ca. 20 min.


- imens kagerne er i ovnen koges hindbærene i en gryde (rør godt i gryden ellers brænder det på)
- hindbær massen skal gerne koges ind til en koncentreret masse
- lad det derefter køle helt (sæt gerne på køl)

- når bærmassen er kold påbegynder man frostingen
- i en skål: pisk smør og ca. halvdelen af flormelisen godt til en cremet masse
- tilsæt derefter hindbær massen, og pisk godt igen
- tilsæt derefter salt, limesaft og resten af flormelisen og pisk godt
- stil massen på køl i ca. ½ time sådan så smagen kan sætte sig

- pynt derefter de kolde cupcakes med frostingen, og nyd dem med det samme eller sæt dem på køl :-)


Bettina

onsdag den 21. august 2013

Rocky road med lakrids

Jeg havde en halv pakke mini skumfiduser i et køkkenskab, som bare lå og fyldte. Derfor kom jeg i tanke om, at jeg selvfølgelig skulle lave en lille omgang rocky road. I denne rocky road kom der udover de obligatoriske skumfiduser både mandler og lakrids i. Det smager virkelig himmelsk med lakrids sammen med chokoladen og skumfiduserne!
Husk dog, at selv et lille stykke af denne rocky road har et højt kalorieindhold (også selvom chokoladen har høj kakaoprocent eller er sukkerfri!). Så husk at dele med andre eller også kun spise et stykke eller to om dagen ;-) Hele denne portion indeholder nemlig lige så mange kalorier som en person har brug for pr døgn. Men lad det nu ikke skræmme jer, for nogen gange skal man spise noget lækkert og syndigt :) Bare det ikke tager overhånd :-)


Rocky road med lakrids
Ingredienser:
200g mørk chokolade
80g lakrids
100g mini skumfiduser (eller store, der er klippet i mindre stykkr)
50g mandler


Fremgangsmåde:
- hak mandlerne groft
- skær lakridsen i mindre stykker
- smelt chokoladen
- når chokoladen er smeltet blandes resten af ingredienserne i og der røres godt indtil alt er dækket af chokolade 
- hæld i en bagepapirs beklædt lille form (ca 15*25cm) og tryk massen lidt sammen
- lad først køle lidt på køkkenbordet og herefter i køleskab indtil det er stivnet
- herefter skæres i passende stykker og de opbevares i en lufttæt beholder i køleskab eller på køkkenbordet (jeg synes det er lækkert når det er helt iskoldt fra køleskabet).




Charlotte

mandag den 19. august 2013

Sunde, sukkerfri pandekager med et twist af kokos

Vi havde nogle meget modne bananer liggende, og de skulle da ikke gå til spilde! Derfor tænkte jeg straks på at lave nogle sunde og lækre pandekager, som så blev til en lidt sen brunch. De blev super lækre og fyldt med smag, og så blev de sprøde på toppen og bløde i midten! Kokos giver dem en smule eksotisk smag. Perfekt til morgenbordet eller som en let frokost. Disse pandekager kunne nok også serveres som dessert med en kugle is eller friske frugter :-)


Sunde, sukkerfri pandekager med et twist af kokos (pandekager nok til ca. 3 personer)
Ingredienser: 
3 meget modne bananer
4 dl havregryn
3 dl kogende vand
2 æg
5 spsk kokos mel
1 nip salt
1½ spsk kokosolie (anden olie kan også benyttes)
1½ spsk hvedemel
Saften fra en halv citron
Lidt kokosolie til stegningen


Fremgangsmåde: 
- havregryn og kogende vand blandes i en skål
- lad det stå i skålen i et par minutter således det kommer til at ligne en grov havregrød
- mos bananerne med en gaffel i en anden skål, og tilsæt resten af ingredienserne heri
- denne blanding skal røres godt igennem
- herefter blandes havregrøden og bananmosen godt sammen
- på en pande med fedtstof på steges pandekagerne (lav dem gerne samme størrelse som amerikanske mini pandekager)
- server pandekagerne varme eller lune og evt. med honning eller sirup på toppen


Bettina

Lækker, nem bønnesalat

Efter en uge på lækre Korfu i Grækenland med 35 grader i skyggen, 3 pools, en fantastisk strand og ikke mindst lækker mad er jeg igen i Danmark. På Korfu spiste vi nærmest dagligt græsk salat med feta og solmodne tomater, tzatziki, gyros og kage med fetaost. Derudover spiste jeg dagligt vandmelon og honningmelon i rå mængder, da det nemlig er en rigtig god måde at få masse væske på, hvis der er varmt, og hvis man som mig har svært ved at få drukket nok vand. Jeg tror dog, at jeg har fået nok af disse ting for de næste par dage ;-)


Selvom det var all inclusive mad vi spiste de fleste dage, så var maden faktisk rigtig god! Der var altid en form for bønnesalat til alle måltiderne, hvilket jeg selvsagt var stor fan af! En af disse bønnesalater, som i her får en lidt videreudviklet opskrift på, er jeg sikker på bliver et hit for mig, når jeg om en uge skal starte i skole og skal have madpakke med! Den er nemlig så nem at lave og tager maks fem minutter at bikse sammen. Dog tror jeg også at denne salat vil blive spist til aftensmad en del gange, for den smager virkelig godt!


Lækker, nem bønnesalat
Ingredienser:
1 dåse kidney bønner
½-1 lille rød løg
1 dåse tun i vand
½ bundt dild

Fremgangsmåde:
- åben dåsen med bønnerne og dræn og skyl dem og lad dem dryppe af i en si
- skær løg i små tern
- hak dild groft
- åben dåsen med tun og dræn, hvorefter tunen rives i stykker af forskellige størrelse
- bland ovenstående sammen
- nyd!
- salaten kan opbevares nogle dage i køleskab uden man kan smage det!




Charlotte