fredag den 24. oktober 2014

Tarteletter med høns i asparges

Herhjemme er vi vilde med kyllingekødet fra en hel kylling, og derfor er næsten alt kyllingekød, vi spiser, købt som en hel kylling. Da vi havde planlagt, at vi ville koge suppe på denne kylling eller dens skrog, og da min kæreste elsker tarteletter med høns i asparges, så endte denne kylling altså som hhv. høns i asparges og som hønsekødssuppe. Der endte med at være suppe til 4 personer (2 liter) og høns i asparges fyld til 20 tarteletter - altså aftensmad for 2 personer i 5 dage! Både suppe og fyld tager dog ikke skade af at komme i fryseren, så vi spiste det altså ikke 5  dage i træk ;-) Vi brugte nok i alt kun en times tid i køkkenet, så dette er altså nem og meget SU-venlig mad! :-)


Tarteletter med høns i asparges (2,5 liter suppe og høns i asparges fyld til 20 tarteletter, inspiration: arla)
Ingredienser suppe:
1 kylling (1,2 kg)
Vand til kyllingen er dækket
2 almindelige løg (grove stykker)
2 gulerødder (grove stykker)
1 tsk groft salt
1 boullionterning (kylling eller grøntsags)
evt. porrer/knold/bladselleri 

Ingredienser høns i asparges:
2 glas hvide asparges (600-700 g)
60 g smør
60 g hvedemel
4 dl suppe fra kyllingen
1 tsk salt
lidt peber
20 tarteletter


Fremgangsmåde suppe:
  • Steg løg i lidt olie i en stor gryde i nogle minutter
  • Kom kyllingen i gryden, fyld op med vand indtil den er dækket af vand og tilføj gulerødder og evt. andre grove grøntsager
  • Lad koge ved svag varme i 1-1,5 time
  • Tag kyllingen op, lad køle lidt og riv derefter kødet af skroget
  • Her kan man vælge at koge suppen endnu bedre ved at komme skroget i og koge suppen i nogle flere timer (behøves dog ikke!)
  • Si herefter suppen (til høns i asparges fyldet skal der bruges 4 dl af suppen)
  • Frys evt resten af suppen i portioner af 1 liter (til 2 personer)

Fremgangsmåde høns i asparges:
  • I en gryde smeltes smøret ved jævn varme
  • Tilsæt melet under kraftig omrøring med piskeris i ca. 2 min. indtil der ingen klumper er
  • Hæld vandet fra aspargesene i en skål (der skal bruges ca. 4 dl af vandet)
  • Tilsæt aspargesvand og bring opbagningen i kog imens der piskes
  • Tilsæt suppe fra hønen lidt ad gangen og lad det koge indtil sovsen er tyknet nok
  • Kom herefter hønsekød, asparges, salt og peber i
  • Lad nu koge ved svag varme og under forsigtig omrøring i ca. 2 min
  • Smag evt. til med lidt salt og peber
  • Lun tarteletterne efter anvisningen på pakken
  • Resten af tarteletfyldet kan kommes i fryseren, og kan nemt genvarmes i en mikrobølgeovn














Charlotte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar